SpireYoga er ejet og drevet af mig selv – Liv Astrid Bengtsson.

  • uddannet pædagog i 2012 med solid erfaring med specialpædagogik samt almen dagtilbuds- og fritidspædagogik
  • certificeret børneyogalærer fra Lille Yogahus i 2017
  • efteruddannelse i 2021 ved Lille Yogahus: “Det samlede barn” i yoga for børn med særlige behov
  • Under uddannelse til Yogalærer ved NOR: Nordic Health House
  • ugentlige hold i familieyoga og Tween/Teen Yoga
  • afholder jævnligt kurser og workshops om børneyoga og mindfulness i pædagogisk praksis for pædagogisk personale
  • assistent på Børneyoga-læreruddannelsen ved Lille Yogahus

Jeg har altid inddraget børneyogaen i mit arbejde som pædagog med både de helt små børn, de store teens samt i mit arbejde med børn med særlige behov. Siden starten af 2023 har jeg balanceret mit arbejdsliv mellem mine to faglige interesser: pædagogik (pædagog på halv tid) og yoga (undervisning, kurser og efteruddannelse).

Jeg har tre store passioner indenfor børneyogaen: At undervise i FAMILIEYOGA og TWEEN/TEEN YOGA samt at videreformidle viden til pædagogisk personale om YOGA I DEN PÆDAGOGISKE HVERDAG.

Jeg er optaget af, hvordan vi gennem yoga kan styrke børns og familiers forståelse af fællesskab, samhørighed og nærvær i deres eget liv og verden. Yoga betyder FORENING og vi mennesker finder især mening i vores liv ved at føle os værdifulde i et fællesskab, at have en samhørighedsfølelse med andre mennesker – en stamme, vi er vigtige for og som vi udvikler os i. Vi skal alle – børn som voksne – føle os værdifulde i vores egen familie og venskaber, ligesom vi skal opleve at de nære relationer i vores liv er værdifulde for os.

Derfor er FÆLLESSKAB og NÆRVÆR nøgleordene for al min undervisning på mine hold i Familieyoga, Tween/Teen Yoga og i min undervisning om børneyoga for pædagogisk personale.

Børne-, teen- og familieyoga er en glædesfyldt praksis – det er bare virkelig sjovt, en god fælles oplevelse og kilde til store grin og grundlæggende glæde. Et uvurderligt fundament for børns og unges fællesskaber samt for dejlige fælles oplevelser med deres pædagoger og lærere. Familieyoga er ofte den dosis nærvær og kvalitetstid som mange familier ønsker, men kan have svært ved at skabe derhjemme i en travl hverdag.

Jeg har fokus på at videregive yogaens fantastiske verden af leg, læring, selvomsorg og udvikling til alle børn, der hvor de er – i institutioner, på skoler og i hjemmet. Og at videregive ideer til børnenes voksne om, hvordan man kan inddrage yogaen i sin pædagogiske praksis som pædagog, lærer eller forældre.

Derfor afholder jeg workshops om hvordan man kan inddrage yogaen i sin daglige pædagogiske praksis som pædagog, lærer eller forældre. I en workshop formidler jeg både grundlæggende teori om børne-yoga samt konkrete praktiske redskaber og øvelser, så man nemt kan komme igang med at lave yoga med sine børn eller elever. 

Jeg synes, det er vigtigt, at yogaen giver mening for de børn og voksne, der skal bruge den. Derfor forsøger jeg altid at tilrettelægge et forløb eller en workshop ud fra et fokus, som er vigtigt for målgruppen. Det kan være et socialt, filosofisk eller fagligt fokus, fx på kropsforståelse, motorik, fysisk styrke og balance, fællesskab, matematik, naturen, sproglig opmærksomhed,  eller lignende.

Jeg giver desuden vejledning og sparring til pædagogstuderende, der ønsker at inddrage børneyoga i deres praktik eller opgaver.